På baggrund af overenskomstprojektet Klinikkens Cockpit, har parterne fået Deloitte til at lave en kortlægningsanalyse. Denne skal sikre, at projektet imødekommer de behov, der er omkring populationsarbejdet i klinikkerne.
Analysen viser, at klinikkerne har en systematisk tilgang i arbejdet med patienter, der har kroniske eller flere samtidige sygdomme. Der er dermed faste rutiner for opfølgning på årskontroller og receptfornyelser. Disse rutiner udgør grundlaget for daglig koordinering og opgavefordeling i klinikkerne, og der er et tydeligt fokus på kontinuitet i behandlingen af patienterne. Her er især klinikkens kalendergrundlag for det daglige samarbejde og fordelingen af opgaver.
"Analysen viser, at klinikkerne yder en kæmpe indsats for at følge op på de patienter, der har et behov. Systemet hjælper dem noget af vejen, men det er også tydeligt, hvor stor en rolle personalets hukommelse spiller. En af ambitionerne med projektet er at lave it-løsninger, som understøtter klinikkerne endnu mere i det opsøgende og opfølgende arbejde."
Det fortæller projektlederen for Klinikkens Cockpit i MedCom, Carina Dahl Christensen.
Analysen er foretaget af konsulentbureauet Deloitte fra december 2023 til marts 2024 med 13 klinikker og 68.000 patienter.
|